Jeg har hørt og læst en del fødselsberetninger, hvilket har været spændende. Da jeg selv (og min mand ligeledes) synes, at Theodors ankomst til verden har været en ret speciel oplevelse,
mener jeg, at det er på sin plads med en fødselsberetning fra mig. 😀
Beretningen skulle gerne kunne
læses af de fleste, da jeg vil forsøge at holde de mindst charmerende detaljer undenfor - men ikke desto mindre vil jeg gerne pointere, at læsningen er på eget ansvar. 🤔
Jeg håber, du vil læse videre, og at du vil finde beretningen interessant. Jeg husker det selv, som værende yderst interessant. 😉
______________________________________
Jeg blev gravid ca. 12 uger før Flemming og jeg blev gift. Det
var faktisk nøje planlagt (og det lykkedes heldigvis også i første hug) - man skulle ikke kunne se det på min mave, da jeg jo skulle kunne passe min brudekjole. Du kan jo selv bedømme på billedet herunder. I hvert fald
var der ikke nogen, der kommenterede noget, og selv da Flemming kom med et relativt stort vink med en vognstang under hans tale, var der ikke nogen der reagerede.
Nå
men overordnet set gik min graviditet super godt. Jeg havde hverken kvalme, pudsige spisevaner, opkastning, vand i kroppen eller noget som helt. Det eneste anderledes i forhold til da jeg ikke var gravid, var at jeg ikke kunne fordrage kaffe - som jeg ellers
er meget glad for.
Ja, jeg ved det - det er næsten til at kaste op eller ned over så lidt gener, der var. 🤒
Men sådan var det, og jeg håber og beder min skaber om, at det bliver ligeså nemt næste gang.
Men det var kort om min graviditet - hvor jeg forresten tog ca. 20 kg. på i alt (før graviditeten vejede jeg ca. 61 kg, som jeg igen var nede på ca. ½ år
efter fødslen. Jep - total ulækkert 🤨)
______________________________
Min termin var sat til den 27. marts 2007, hvilket passede rigtig fint, for så kunne jeg nå at komme med i puljen
og få børnepenge fra 1. april 😉. Så mine eneste krav til fødslen var, at Theodor kom til verden
før 1. april, og at han ville gøre det så nænsomt og komplikationsfrit som muligt - ikke voldsom store krav 😲.
Nå, men tiden gik - maven blev større og større. Så pludselig midt om natten til fredag den 9. marts, skulle jeg op på wc (for ca. 15. gang). Da opdagede jeg, at der var sevet vand ud, som jeg ikke
selv havde haft kontrol over. Det var absolut ikke særlig meget, men jeg har jo ikke prøvet dette før, så måske var vandet gået. Jeg ringede straks til sygehuset, som jeg havde fået af vide jeg skulle. Og jeg fik
af vide, at jeg skulle komme ind til undersøgelse om fredagen kl. 10.
Jeg havde kun været på barsel i ca. en uge, og selvom jeg var ved at være klar til fødslen, så følte jeg alligevel ikke helt, at jeg
havde haft nok barsel derhjemme før fødslen til at få lagt nok puslespil, og alt det jeg ellers havde planlagt at skulle nå inden fødslen. 😎
________________________________________
Flemming
(min mand) og jeg mødte op inde på hospitalet kl. 10 og kom ind kl. 11 🤔. Der blev lavet flere tests, og meddelelsen
skiftede mellem, at jeg allerede var i fødsel, og at jeg ikke var. Jeg havde efter sigende flere plukveer, men kunne nu ikke mærke noget, hvilket både læge og jordemoder syntes var mærkeligt. 🤨
Nå men det korte af det lange er (måske for sent 🙂), at de forskellige folk, der så på mig blev enige om, at min yderste fosterhinde (!!) var gået. Og der fandt jeg så ud af, at man har to😮. Dertil mente de, at jeg havde blærebetændelse. Så jeg endte med at blive sendt hjem med ordene, at jeg skulle tage piller for blærebetændelse, og at der forresten godt kunne gå
endnu 1 måned, før nr. 2 hinde (den "rigtige") ville gå. Og til det var der ikke meget andet end at tænke "NÅ".🤨
_______________________
Nu stod vi i den situation, at vi var inviteret til barnedåb hos en af Flemmings soldaterkammarater, som bor i Ålsgårde - langt væk på Sjælland. Vi havde jo diskuteret
lidt, om vi skulle afsted, selvom der på det tidspunkt var 3 uger til termin. Men med ovennævnte besked om, at der godt kunne gå endnu en måned, og at vi godt ku' tage afsted, så besluttede vi at gøre det.
Eller det
vil sige, at vi så tiden lidt an resten af fredagen, om natten og indtil lørdag eftermiddag. Men der var intet sket overhovedet (og heller ikke under 😉), så lørdag lidt i kl. 16 kørte vi afsted mod Tølløse, hvor vi skulle overnatte hos nogle gode venner, for på den måde at opdele turen lidt i etaper. Dertil skulle
vi også låne en vugge af vores venner, så vi kunne have en seng klar til den lille ny.
__________________________
Vi holdte ind på en rasteplads, da vi var kommet over Storebælt, da jeg var nødt til at sætte
mig om på bagsædet og få benene op. Pudsigt nok mødte vi et andet par af soldaterkammaraterne på rastepladsen, som vi lige sludrede lidt med, inden vi kørte videre. 😎
Flemming og jeg ankom til Tølløse
omkring kl. 17:15, hvor Flemming steg ud af bilen og begyndte at tage vores ting ud, som vi skulle have med ind.
Jeg kæmpede lidt med at få vendt mig rigtig til at komme ud af bilen og i dét øjeblik, hvor jeg placerer min ene
fod på asfalten, går vandet.
Til at starte med gik det ikke helt op for mig, at vandet var gået, og jeg gik heller ikke i panik eller noget, for jeg vidste jo, at en fødsel snildt kan tage 12-24 timer for en førstegangs-fødende
🤨. Så jeg "skyndte" mig indenfor, og nåede stort set ikke at sige hej, fordi jeg havde travlt med at komme ud
på wc. Jeg kunne ikke tisse, men alligevel sev der væske ud af mig stille og roligt. Jeg fik fundet et bind frem, så jeg kunne komme væk fra wc'et og ud og sige hej til vores venner.
_________________________
Jeg kom ind i stuen, og fik sagt hej til de forskellige. Der gik dog ikke mange minutter, før jeg begyndte at få lidt ondt i maven. Til at starte med føltes det lidt som mens-smerter,
men i løbet af kort tid (= ca. 15 min) begyndte det at tage lidt til, så jeg var nødt til at koncentrere mig lidt om den endnu ikke voldsomme smerte.
På det tidspunkt sagde jeg til Flemming, at vi nok lige var
nødt til at ringe til hospitalet i Odense for at høre, hvad vi skulle gøre. Og Flemming fornemmede vist også ret hurtigt, at vi nok var nødt til at køre hjem igen inden så længe. 😉
Så mens jeg ringede hjem til hospitalet, fik Flemming fundet vuggen frem og puttet den i bilen. Jeg snakkede med fødegangen, som med det samme kunne høre, at jeg havde veer. Jordemoderen
spurgte, om jeg mente, at vi kunne nå hjem, hvilket jeg egentlig syntes var et lidt pudsigt spørgsmål.
Jeg havde det jo ikke umiddelbart slemt, og der var ikke gået meget andet en ca. 45 minutter fra vandet var gået,
så der var jo ret mange timer tilbage af de 12-24 timer, som en fødsel normalt tog. Så jeg sagde, at det mente jeg nu godt at vi kunne. Så langt væk lå Tølløse jo heller ikke fra Odense. 🤩
Nå, men efter vi havde været hos vores venner i Tølløse i ca. 1 time (og efter jeg havde fået skiftet bind igen igen) satte vi os ind i bilen, for at køre hjem
til Odense sygehus. Inden vi kørte afsted havde Flemming ringet til mine forældre og fortalt, at fødslen nu så småt (🤨) var gået i gang, og at vi kørte tilbage til Odense. Min mor skulle nemlig være med til fødslen, og da mine forældre bor i Randers, skulle de jo lige averseres i ordentlig tid, så de kunne nå
til Odense.
________________________
Den første etape fra Tølløse
til motorvejen, kørte Flemming i normalt tempo. På denne etape blev jeg nødt til at skifte bind igen, fordi det på det nærmeste nu fossede ud af mig, uden at jeg kunne gøre noget. Jeg fik på en eller anden måde
fundet et tæppe, som jeg fik lagt ind under mig, så der ikke ville komme alt det væske på selve bilsæddet.
Da vi kom ud på motorvejen var veerne taget lidt til, og der var måske efterhånden 8 minutter
mellem veerne. Jeg var stadig ikke ved at gå i panik, fordi jeg jo vidste, at fødslen ville tage flere timer. Flemming var måske ikke helt så sikker - i hvert fald kørte han omkring 130 km/t på motorvejen indtil Storebæltsbroen.
🙂
__________________________
Da vi var
kommet vel over Storebæltbroen, må jeg indrømme at jeg begyndte at blive lidt nervøs, for der var nu kun ca. 5 minutter mellem hver ve, og de var også taget til i styrke. Jeg skulle nu virkelig koncentrere mig om fødslen,
og på dette tidspunkt begyndte jeg i mit stille sind og be' til, at presseveerne ikke gik i gang.
Jeg lagde ikke så meget mærke til Flemming, men han holdt øje med mig i bakspejlet, og holdt samtidig styr på, hvor
lang tid, der var mellem veerne. Han var på dette tidspunkt også ved at være temmelig urolig, hvilket afspejlede sig i bilens hastighed, som nu var nået til omkring 160-170 km/t.
Så selvom vi på det nærmeste fløj henover Fyn, så syntes jeg at det tog rigtig lang tid, før jeg endelig så den længe ventede afkørsel. Flemming
kørte fra og kørte så hurtigt, som han kunne ind gennem byen til hospitalet, som heldigvis ikke lå så langt fra motorvejsafkørslen. 🤭
______________________
Endelig ankom
vi til hospitalet omkring kl. 19:40 . Flemming kørte direkte hen til indgangen, hvor ambulancerne normalt holder.
Jeg fik mig kæmpet ud af bilen, og fandt meget hurtigt ud af, at jeg i hvert fald ikke selv kunne holde til at gå
hen til elevatoren. Flemming fandt en kørestol, og havde - mens jeg kæmpede mig ud af bilen - fundet mine pakkenelikker frem, som vi heldigvis havde taget med - bare lige i tilfælde, som vi sagde, før vi tog afsted. 🤩
Nå, men mig i kørestolen og Flemming (bærende på 4-5 tasker) fik bakset mig hen til elevatoren, og trykket på 2. etage, hvor fødegangen lå. Vi kom derop, og
vi gik direkte ind gennem døren og ind til receptionen på fødegangen, hvor en jordemoder modtog os.
Hun kunne vist ret hurtigt se, hvordan tingene stod, for hun gennede os meget hurtigt ind på en fødestue. Hun begyndte
at hjælpe mig af med mit tøj, som nærmest var gennemblødt. I mellemtiden smuttede Flemming ned for at flytte bilen, som jo ikke måtte holde, hvor den gjorde - ikke at jeg egentlig opdagede at han var væk .
Efterfølgende fik jeg af vide, at Flemming havde haft ringet til mine forældre, for at fortælle at vi var ankommet til hospitalet. På det tidspunkt var mine forældre vist
lige kommet forbi Århus! 😮
Alt i mens var jeg på fødestuen, og jeg kom med det samme op på
fødebriksen. Min "rigtige" jordemoder, som skulle assistere mig, kom ind og hilste på, og begyndte at gøre alle de forskellige ting klar.
Flemming kom tilbage og forsøgte sikkert i sit stille sind at få styr
på alt det, der skete. Jeg tror, at jeg havde ligge på briksen i omkring 15-20 minutter - og så begyndte presseveerne! Jordemoderen blev pludselig lidt forhippet, for hun var slet ikke klar, så hun bad mig om at gispe, for at prøve
og udsætte presseveerne lidt. Men jeg tror, at hun meget hurtigt fik gjort sig parat. 😉
I hvert fald begyndte
jeg at presse lidt over kl. 20. Mine presseveer var desværre ikke så "kraftige" så jeg var nødt til at presse lidt videre efter, at presseveen faktisk var stoppet.
Jeg pressede og pressede og tænkte kort inden hovedet kom
ud, at det her gjorde dælme så ondt, at jeg næsten ikke kunne eksistere.
Endelig kom hovedet
ud, og resten gik jo nærmest som en leg, så kl. 20:23 - ca. 3½ time efter vandet gik - lå lille Theodor på min mave. Helt ubeskriveligt fantastisk 😀.
_____________________
Theodor var endelig kommet ud til os - omend 3 uger før termin og på kun 3½ time.
Jeg nåede dog ikke at forholde mig ret meget til tingene, for nu skulle moderkagen ud - og det ville den ikke. Jordemoderen stod bogstaveligt og hev i navlestrengen, for at få løsnet moderkagen, hvilket efter en hård kamp endelig
lykkedes.
Men så gik tingene lige pludselig stærkt. Min livmoder ville ikke trække sig sammen med det resultat, at det blev ved med at bløde. Jeg begyndte at miste mine kræfter og følte, at jeg skulle besvime.
Jeg var faktisk meget bange for Theodor lå på min mave, og jeg var bange for, at han skulle falde ned, hvis jeg besvimede.
Pludselig kom der flere mennesker ind i rummet - både sygeplejesker, en anden jordemoder og en læge.
Theodor blev taget fra mig, og min jordemoder begyndte at klemme meget hårdt om min mave, for at få livmoderen til at trække sig sammen - alt i mens det fortsatte med at bløde.
Det blev åbenbart bestemt, at jeg skulle
køres meget hurtigt på operationsbordet, fordi de var meget bekymrede over alt det blod. Jeg havde på det tidspunkt mistet mere end 1 liter.
Jeg kom over på en båre, og jordemoderen satte sig overskrævs på mig,
mens hun på det nærmeste slog knude på min mave - og jeg skal hilse og sige, at det gjorde forbandet ondt.
Jeg blev kørt væk fra fødestuen, hvor Flemming blev tilbage med lille ny Theodor og tårer i øjnene.
Mine forældre var i mellemtiden ankommet til hospitalet, men blev gennet ind i venteværelset for ikke at få et chok over at se mig i den tilstand. De hørte mig dog, fordi det gjorde så ondt i min mave, at jeg skreg højt.
Herefter kan jeg kun huske brudstykker - blandt andet at jeg kom til et meget koldt rum (operationsstuen), og at jeg blev løftet over i en ny seng. Kort efter sov jeg (fuld narkose).
__________________________
Da jeg vågnede op, frøs jeg og var meget tørstig. Jeg lå på en opvågningsstue, og en sygeplejeske
kom hen til mig og gav mig noget vand.
Jeg måtte først komme derfra, efter jeg var blevet lidt mere frisk og havde tisset. Sidstnævnte er åbenbart en sikkerhedsforanstaltning for, at der ikke er noget galt.
Efter en
lille ½ time var der styr på det, og jeg blev kørt tilbage stuen, hvor Theodor og Flemming var (samt også mine forældre, søster og hendes daværende kæreste, som ekstraordinært havde fået lov at
blive der).
Jeg kom ind på stuen omkring kl. 00:30 - jeg havde altså været væk fra min søn i omkring 4 timer. Endelig fik jeg min søn i mine arme, og jeg blev simpelthen så overvældet af følelser,
at jeg bare begyndte at græde.
Nå men det varede dog ikke længe før både Flemming, mine forældre, min søster og hendes kæreste var nødt til at gå.
Jeg lå på en speciel
afdeling, hvor ikke engang Flemming måtte blive.
Jeg sov ikke så meget den nat. Jeg lå bare med Theodor i mine arme og nød at have ham tæt ved mig. Og hele natten igennem lå han der og sagde lyde. 🙂
__________________________
Det viste sig, at jeg havde mistet
2 liter blod, hvilket jo må siges at være en del, eftersom vi "kun" har 5 liter i kroppen.
Jeg kunne derfor ikke ved egen hjælp komme til kræfter igen,
og fik derfor blodtransfusion - to poser i alt, hvilket hjalp utrolig meget.
Flemming og jeg var blevet enige om, at han skulle begynde sin 14 dages barsel, den dag Theodor
og jeg skulle hjem fra hospitalet, hvilket skete efter 4 dage.
I de 4 dage kom Flemming ind på stuen hver dag efter arbejde. Om formiddagen var min mor hos mig - hun
havde taget nogle fridage. Det var rigtig dejligt, at hun var der til at hjælpe, da jeg de første par dage ikke havde så nemt ved at komme ud af sengen.
I
de 4 dage jeg lå på hospitalet, kom der flere på besøg. Mine svigerforældre, både min farmor, min "svigerfarmor" og flere gode venner.
Jeg
lå heldigvis alene på en 2-mandsstue, men på 4. dagen kom en anden kvinde ind på stuen - derefter blev jeg meget hurtig klar på at tage hjem, hvilket jeg også gjorde et par timer senere.
Så omkring middagstid på 4. dagen forlod Theodor, Flemming og jeg hospitalet og tog hjem for at starte hverdagen med et lille barn derhjemme.
____________________________
Jeg håber, I har fundet det interessant at læse min beretning. I dag ved jeg, at man skal tage info vedrørende det at føde med et gran salt. Jeg er i hvert fald
et godt eksempel på, at man som førstegangsfødende godt kan føde før tid, og at det også kan gå stærkt.
Og til din info kan jeg fortælle, at næste gang tager jeg ingen steder den sidste måned
før termin - for næste gang er der nok meget stor sandsynlighed for at jeg ikke kan nå fra Sjælland og hjem til Fyn - og jeg har ikke behov for at føde i en bil på en motorvej 🙃.